• Detailhandlen ser begyndende tegn på afmatning

    Source: BDK Finans / 24 Mar 2025 04:28:55   America/New_York

    De danske forbrugere har efterhånden genvundet købekraften efter det inflationschok, der ramte verden for nogle år siden. Men det mangler fortsat at materialisere sig i et øget forbrug, og det mærker man blandt andet i detailhandlen. Det viser Danmarks Statistiks såkaldte erhvervstillidsindikator for marts, der er offentliggjort mandag. Her faldt detailhandelsindikatoren fra 102,5 i februar til 98,6. En tillidsindikator under 100 udtrykker en generelt negativ forventning til den økonomiske udvikling. Dykker man længere ned i tallene, er det mangel på kunder, der er blandt de vigtigste årsager til faldet. 37 procent angiver manglende efterspørgsel som en betydende faktor, og det er ikke set lavere end i 2021. - Samtidig står vi over for en måned, hvor handelskrigen kan sprede sig ud og ramme mange flere danske virksomheder direkte. - Det er en stor kilde til usikkerhed, og selv om det næppe skubber dansk økonomi ind i en recession, så kan det meget vel fjerne den økonomiske vækst, der trods alt er uden for medicinalindustrien, mener Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank. Den generelle erhvervstillid på tværs af brancher faldt fra 106,9 i februar til 105,2 i marts, men er altså stadig i positivt territorium. - Erhvervslivets vurdering af økonomien er nu begyndt at bøje af, men det er en tilbagegang, der er i tråd med udviklingen i verden omkring os, så i det lys er det ikke så overraskende, siger Morten Granzau, der er vicedirektør i Dansk Industri. Han fremhæver usikkerheden om den politiske linje i USA som en alvorlig bremse for vækst her og nu, fordi danske virksomheder kan stå over for store og pludselige omstillinger i lyset af en truende handelskrig. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/detailhandlen-ser-begyndende-tegn-paa-afmatning
Share on,